Aluminia
Aluminia Spise og kaffestel
Mangler du dele til dit Aluminia Spise og kaffestel er du kommet til det rette sted, vi har et stort udvalg af de populære Aluminia Confetti, Blå Tranquebar, Brun Tranquebar, Grøn Tranquebar og Rød Tranquebar.
Fajancefabrikken Aluminia
Fajancefabrikken Aluminia var en dansk fajancefabrik der eksisterede 1863 -1969. Aluminia købte Den kongelige Porcelænsfabrik i 1882, men blev i 1969 opslugt af porcelænsfabrikken. Produktionen fortsatte dog i mindre omfang under navnet Royal Copenhagen. Fabrikken blev grundlagt den 10. oktober 1863 på Christianshavn af en jysk godejersøn, cand.polyt. August Schiøtt, men allerede i 1869 flyttede fabrikken til Smallegade 45 på Frederiksberg. Stifteren August Schiøtt købte af Den kongelige Porcelænsfabrik en grund på Christianshavn i den hensigt at benytte fangerne i Christianshavns Fængsel til arbejdere. Han fik en ung englænder, William Edwards, hvis fader var fabrikmester på Gustafsberg i Sverige, til at oplære fangerne og lede virksomheden indtil sin død 1894. Schiøtt døde allerede december 1867, og ritmester Carl Eduard von Beck, der blev ejer, drev den nu uden nogen fremgang til 1868, da ingeniør og købmand Philip Schou overtog ledelsen og flyttede fabrikken til Smallegade i et mageskifte med fabrikant Emilius Ferdinand Nobel.
De første år.
I 1901 blev Christian Joachim kunstnerisk leder og fajancefabrikken Aluminia fik atter vind i sejlene. Christian Joachim havde forinden opnået berømmelse ved Verdensudstillingen i Paris 1900. Og i 1902 tiltrådte maleren Harald Slott-Møller som kunstner og tilsynsførende ved udførelsen af de kunstneriske genstande. De indførte deres fortolkninger af den moderne skønvirkestil, der blev karakteristisk for fabrikkens kunstvarer i denne periode. I 1906 kom det imidlertid til et brud mellem de to kunstnere, og Slott-Møller måtte forlade sit hverv. Derefter var Christian Joachim enerådende kunstnerisk leder, og det lykkedes ham i høj grad at højne kunstfajancen som selvstændig brugskunst.
I 1912 tegnede Christian Joachim et af sine mest kendte fajancestel Tranquebar, som blev produceret frem til 1995. Stellet er inspireret af det gamle ostindiske porcelæn, som Danmark i sin tid importerede fra det fjerne østen via den tidligere koloni Tranquebar i Dansk Ostindien. Med Tranquebars tulipanmotiv indrammet af borter med flettet mønster opnåede han at bevare den charme og karakter, han oprindelig havde fundet i den gamle ostindiske porcelæn, han skabte samtidig et stel med en bemærlelsværdig tidløs modernitet. Tranquebar blev førende i udviklingen af en ny genre.
Billedhuggerne Rasmus Harboe og Kai Nielsen designede flere små figurer i fajance, desuden skabte Rasmus Harboe de store julerelieffer fra 1907 til 1927 samt mange af de små børnehjælpsplatter.
Aluminia fik i 1913 navnet Københavns Fajancefabrik, men dette ændres igen i 1930'erne, hvor man vender tilbage til det oprindelige navn Aluminia.
I 1931 blev Christian V. Christensen direktør for de to fabrikker og var leder de næste omtrent 30 år. 1933 overtog Nils Thorsson ansvaret som kunstnerisk leder for Aluminia, der gik ind i sin anden opblomstring. I de følgende år stod Thorsson og medarbejderen Thorkild Olsen bag en imponerende række af nye stel, da især brugskeramikken havde hans store interesse.
De store industrialiserede stel.
1937 begynte fremstillingen af de industrialiserede stel, som på én gang opfyldte tekniske og æstetiske krav og med en række forskellige, gode dekorationer, der fik pigenavne så som Sonja, Solbrud, Jenny og Corinna m.fl. De blev hurtigt folkeeje og var med til at ryste støv af Aluminia.
1958 lancerede Nils Thorsson serien Tenera, hvor han satte seks unge nordiske kunsthåndværkere til at designe motiverne på hvert stykke fajance. Kunstnerene var Beth Breyen, Kari Christensen, Berte Jessen, Marianne Johnson, gift Nairn, Inge-Lise Koefoed og Grete Helland-Hansen.
1965 lancerede Aluminia stellet Blåkant, designet af Grethe Meyer. Stellet blev belønnet med ID-prisen for godt design i 1965, fik sølvmedalje ved den internationale Keramiske Udstilling i Vicenza i Italien og er indkøbt af Victoria and Albert Museum i London til museets samling.
I 1969 ophørte Aluminia som selvstændig virksomhed, mens en meget begrænset fajanceproduktion fortsatte på Den Kongelige Porcelænsfabrik. I 1991 blev Ursula Munch-Petersens farverige serie Ursula lanceret.